Du står foran hylden med vin – eller sidder med vinkortet på en restaurant. Pludselig bliver du i tvivl. Hvad er det nu lige, det betyder, det der står? Hermed et bundærligt indlæg om valg af vin, for du er ikke den eneste, der ikke ved, hvad du skal vælge.
Jeg har i mange år overladt det til min mand at vælge vin – eller champagne. Hvis jeg skulle vælge, gjorde jeg som alle andre og mærkede efter hullet under bunden af flasken, kiggede på etiketterne og valgte den pæneste.
Jeg har en veninde, som har en anden regel. Hun studerer vinkortet og vælger den andenbilligste. Den billigste vin er husets vin, men nummer to er en tak bedre.

Gør det nemmere at huske
Hvis du gør det til en vane at tage et billede af flaskens etiket, når du har fået en vin, du synes om, kan du nemmere finde den samme eller en lignende vin.
Vælg den drue, du kender! Prøv at lægge mærke til, hvilken vin, du bedst kan li’. Hvilken drue er den lavet på? Husk at skrive det ned.
Jeg har et crush på Zinfandel, fordi det er en letdrikkelig, fyldig vin, der behager mine smagsløg. Jeg plejer at sige, “at jeg aldrig har mødt en Zinfandel, jeg ikke kunne li'”.
Zinfandel er den mest plantede drue i Californien, og er den samme druesort som den, der hedder Primitivo i Italien. Se, nu har jeg allerede to druenavne at kigge efter på kortet…
Hvis du er på restaurant
Lyt til tjeneren! Spørg, hvilken vin de vil anbefale til den mad, I bestiller. Ofte er vin og mad afstemt efter hinanden, eller kok og vintjener har prøvesmagt vinen sammen med maden.
Kig efter din favoritdrue, som du noterede ovenfor.

Når du står i supermarkedet
Hvis du står i et supermarked (ikke en discountbutik), er der oftest ansat en vinmand, som har vin som både interesse og arbejdsområde. Spørg ham, hvad han vil anbefale.
Selvfølgelig vil han tale ud fra dem, han selv bedst kan li’, men han kan helt sikkert fortælle dig en historie om vinen og vise dig, hvilke af vinene i forretningen, der er det bedste køb.
Og ellers kan du igen kigge efter de druer, du ved, du kan li’ og læse på de små skilte med anbefalinger, som sidder på hyldeforkanterne. Der er ofte hjælp at hente.

Valg af vin i en rigtig vinhandel
Du får selvfølgelig den bedste rådgivning i en vinbutik. Her er personalet både passionerede og uddannede til at give dig en god rådgivning.
Forestil dig, du vil servere en lækker ret, som du har brugt lang tid på at tilberede. Du vil gerne have en dejlig vin, der passer perfekt til. Men du har selvfølgelig også et budget eller en grænse for, hvad du vil give for en flaske vin.
Fortæl vinhandleren, hvad du leder efter, så foreslår hun (eller han) det bedst mulige match til din mad.
Hvis du siger: “Jeg skal servere osso buco og vil give 60-70 kroner for en flaske vin”, får du garanteret flere forskellige at vælge imellem.

“Jamen, vinhandlere er meget dyrere!?”
Ikke nødvendigvis. Du kan købe meget forkert vin på egen hånd, som du måske ikke rigtig bryder dig om, men som du alligevel drikker, fordi nu er det jo købt og betalt.
Vinhandleren vil gerne hjælpe dig og give dig den bedste service. Hvis du ikke åbner munden og fortæller, hvad du er på jagt efter, er det umuligt at rådgive dig.
Du trisser rundt i butikken, kigger på et par flasker og priser og ved stadig ikke, hvad du skal vælge. Måske går du igen. Men næste gang så prøv lige at få øjenkontakt med din vinhandler og smil:-)
Bed om hjælpen, når du har kigget lidt rundt. Personalet er der for det samme, og du får en meget større oplevelse, end du havde regnet med.
Man behøver ikke vide alt om vin for at købe vin i en vinhandel. Og man må gerne indrømme, at man ikke ved noget. Du er god til dit job, hvad enten du er socialrådgiver, frisør eller alt muligt andet. Vinhandleren er god til sit job. Han har sort bælte i vin, men kan garanteret ikke klippe hår. Kan du se pointen?
Jeg ønsker dig en dejlig dag! Måske endda med et godt glas;-)

Skriv et svar